Admiralgården

Admiralgade 17 - 1066 København K

Admiralgården ligger i den centrale del af København mellem Nicolai Plads og Holmens Kirke.

Admiralgården nævnes første gang i 1533 og bliver i 1565 skødet til Kronen for at blive anvendt som admiralbolig og admiralitet med sin beliggenhed tæt ved Flådens Leje, idet havnen dengang gik ved det, der i dag er Ved Stranden og Dybensgade.

I 1596 bliver ejendommen Harniskammer i en kortere årrække, hvorefter ejendommen bruges til utallige private formål indtil 1795, hvor den brænder under Københavns brand

Admiralgården i dens nuværende form er et pakhus, opført i 1797 af enken efter købmand Sundorph, som havde butik på hjørnet af Ved Stranden og Boldhusgade. Den ejendom kaldes stadig Madam Sundorphs Hus.

Admiralgården har i årenes løb haft mange ejere og tjent mange formål og blev i 1997 købt af Bent Fabricius-Bjerre, som lod ejendommen totalt renovere og modernisere således, at Admiralgården i dag fremtræder som en yderst charmerende kontor og bolig-ejendom.

Det lille stræde fra standen og op til Sct. Nicolaj Kirke (Kirken er nævnt første gang i 1261) får navn efter Admiralgården og nævnes første gang i 1574 som Admiralstræde, men det ændres i 1600-tallet til Admiralgade.

I ejendommen er der 8 lejemål der er udlagt til erhvervs- og boligformål.

Lejemålene ligger i størrelsesorden 60 kvm til 160 kvm. og er alle med friliggende bjælker af Pommersk fyrretær, plankegulve fra Jels, nye moderne badeværelser med brus samt nye køkkener med alt i hårde hvidevarer.